Om pejlevognen

januar 14, 2007

En artikel fra Jyllandsposten 2002 opsummerer at pejlevognens dage er talte:

——–>

Offentliggjort 22. august 2002 09:39 / Opdateret 24. august 2002 14:27

Godaften – det er DR’s licenskontrol

Af SANNE HANSEN

Begrebet “pejlevogn” lever videre i folkemunde til trods for, at DR’s Licenskontor for længst har forladt den tekniske jagt på sortseere. Men i godt 20 år var pejlevognen en realitet, selv om både befolkning og eksperter mistænkte Licenskontoret for bluff.

Har De også tvivlet? Kigget på Licens-Lars med et overbærende smil tilbage i 80´erne, og tænkt, at dén skræmmekampagne skulle de længere ud på landet med? I så fald var De ikke alene, for der var en udbredt mistro i befolkningen til pejlevognen og dens aktiviteter. Og mistroen eksisterede også hos eksperter, der betvivlede, at det teknisk set kunne lade sig gøre at pejle.

Men pejlevognen eksisterede skam, forsikrer Knud Ørsted, der er arrangementschef i Danmarks Radio. I en årrække var han ansat i Licenskontoret, og det var ham, der fra starten gennemførte licenskampagner fra idé- til slutfase..

»Jeg fik idéen til pejlevognen i 1969. Jeg var i England og fandt ud af, at BBC kørte rundt med noget, de kaldte en “detector van”. Det var i sin vorden derovre, men de havde opdaget, at det gav ret mange penge. Så lavede vi noget lignende i DR. Vi kopierede ikke bare deres tekniske system. Vores teknikere udarbejdede deres egen metode, fortæller han.«

Larm fra fjernsynet
Da teknikken var på plads, rullede den første pejlevogn i form af et folkevognsrugbrød ud på sin jomfrufærd i november 1969 i Aalborg. Med ombord var en såkaldt støjinspektør – det vil sige en repræsentant fra det Danmarks Radios daværende Støjtjeneste. Tjenesten var et serviceorgan, hvor 14 inspektører fordelt i landet stod parate til at rykke ud, når seere oplevede forstyrrelser på skærmen. Støjtjenestens pejleapparatur skulle nu bruges til sortseerpejling udover det daglige arbejde med at lokalisere støjkilder, og Støjtjenestens egne inspektører forestod den tekniske side af sagen.
Som repræsentant for Licenskontoret var Knud Ørsted med i bilen. Han mindes, hvordan der tilsyneladende var et begrænset kendskab til det nye fænomen.

»Én af de første sortseere, vi fangede, åbnede døren og sagde: “Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Jeg skal lige skrue ned for fjernsynet”,« fortæller han.

Indsatsen voksede
Folkevognsrugbrødet udspillede hurtigt sin rolle. Herefter blev Støjtjenestens hvide Volvo stationcars brugt til pejling. Disse vogne var i forvejen udstyret med en lille forhøjning på taget, hvor en pejleantenne kunne monteres. Bemandingen var fast: en repræsentant fra Støjtjenesten og en repræsentant fra licenskontoret, der slæbte rundt på lister over de betalende.
»Vi pejlede på dem, der ikke betalte. Ofte var der et blåt skær i vinduet, så pejleapparatet egentlig ikke var så nødvendigt, men vi brugte det altid som en ekstra sikkerhed,« forklarer Knud Ørsted.

Indsatsen koncentrerede sig omkring de store licenskampagner i medierne, når 10 biler efterfølgende pløjede landet tyndt hver aften i 14 dage. Derudover var to biler i gang hele året rundt, uden at licenskontoret gjorde noget særligt for at oplyse befolkningen om aktiviteten.

Mænd med antenner
Fra 1970 blev der udviklet et transportabelt pejleudstyr, og det betød, at det også var muligt at pejle i etagebyggeri. Teknikeren tog simpelthen udstyret på maven, før han gik ind i opgangen. Med en bærbar antenne pegede man på de mistænktes dør, og hvis der var et fjernsyn tændt i hjemmet, viste der sig en kurve på den lille skærm, som teknikeren bar i en sele.
Ifølge Knud Ørsted var den typiske “fangst” på 20 sortseere hver aften for et hold, som nåede at checke cirka 60 ikke-betalende adresser. Men nok så vigtig var den effekt, som kampagnerne og truslen om pejlevognen havde.

»Kampagnerne gik selvfølgelig ud på at få folk til at melde sig frivilligt, så vi var fri for at tage ud og pejle – og så kom der flere penge ind. Vi lavede alle kampagnerne med et glimt i øjet, for så kommer man længere med mennesker,« siger Knud Ørsted.

Selv husker han en lokal aktion fra hovedstaden i 1985 som én af de sjovere. På det tidspunkt kørte taxaerne med lysende reklamer på taget. Knud Ørsted lejede 10 skilte til pejlevognene og fik skrevet sætningen “DET ER EN PEJLEVOGN” på skiltet. Samtidig hyrede han 50 taxaer i byen til at køre rundt med teksten “ER DET EN PEJLEVOGN?” Forvirringen fik opmærksomheden til at stige.

»Pludselig var der utrolig mange, der meldte sig i København,« ler Ørsted.

Pejling i retten
Selve aktionen legede med noget af den mystik, der omgærdede pejlevognene. Ifølge Knud Ørsted var det på ingen måde Licenskontoret, der skabte mystikken.
»Der var ingen hemmelighedskræmmeri omkring pejlevognen. Men der opstod en masse mystik, fordi alle mulige mennesker påstod, at det ikke kunne lade sig gøre,« siger han og fortæller, at pejlevognene ved flere lejligheder blev demonstreret for offentligheden.

Evert Friberg, der i dag er administrationschef ved Københavns Universitet, var leder af Licenskontoret fra 1984 til 1999. Han mener, at mystikken levede videre, blandt andet fordi de mennesker, der rent faktisk stiftede bekendtskab med pejlevognen som sortseere, gik stille med dørene

»I 80’erne var moralen i samfundet nok noget højere end i dag. At blive afsløret som sortseer, det var pinligt og man snakkede ikke om det. Samtidig var det jo få biler, der kørte hele året. Og i kampagneperioderne var der meget tam-tam med annoncer og udsendelser. Det overskyggede måske lidt, at der var flere pejlevogne i gang end resten af året.«

Mistilliden til, at pejlingen teknisk kunne lade sig gøre, rakte helt ind i det retslige system. Evert Friberg fortæller, at det forekom, at sortseere, der blev “fanget i akten” benægtede, at de havde et fjernsyn. Dermed røg sagen i retten, hvor Licenskontoret så måtte dokumentere, at det var muligt at pejle.

»Jeg har selv været med i Frederiksberg Retskreds, hvor vi rullede ud, så de kunne se, at “dér står en radio – og der står et fjernsyn. Og så måtte dommerne indrømme: “Det er rigtigt nok. Skidtet virker”,« fortæller Evert Friberg.

Big brother-samfund?
Ud over diskussionerne om, hvorvidt pejling rent faktisk var muligt, opstod der også en mere ideologisk diskussion om selve metoden. Var det rimeligt at stemme dørklokke og overvåge folk så at sige “i den bedste sendetid”? Knud Ørsted lod sig ikke anfægte af beskyldningerne om lureri.
»Det var et ganske almindeligt stykke arbejde. Jo flere der betalte licens, jo billigere blev det for den enkelte. Og faktisk undgik vi at forhøje licensen ret meget i nogle år, siger han.

Evert Friberg husker også diskussionerne, der blandt andet fandt sted i Radiorådet og DR’s bestyrelse. Men Licenskontoret havde altid en sikker trumf på hånden: Medieloven forpligtigede kontoret til at opkræve licens, og man kunne plædere for, at der heri implicit lå en tilladelse til at afsløre gratister, for ellers var det umuligt at leve op til forpligtelsen.

Diskussionerne i samfundet førte dog til, at licenskontoret blev pålagt konkrete arbejdsinstrukser om for eksempel ikke at ringe på efter 21 og i princippet aldrig træde over dørtærskelen til de private hjem.

Metoden uddøde
Efter mere end 20 års virke kørte pejlevognene ifølge Evert Friberg deres sidste tur i 1990. Tiden var løbet fra dem.
»TV2 var kommet til i 1988. Det betød, at folk zappede rundt på forskellige frekvenser. Samtidig var der kommet flere PC’er i hjemmene og andet udstyr, hvis stråling kunne forveksles med et TV-signal. Dermed blev metoden for usikker. Resultaterne skulle jo kunne holde i retten,« fortæller han og stiller sig samtidig tvivlende overfor, om det på daværende tidspunkt var rentabelt med de bemandede vogne og de dermed forbundne lønudgifter.

Som erstatning for pejlemetoden ansatte Licenskontoret et korps af licensinspektører, der ud fra en samkøring af CPR-registeret og Licenskontorets egne registre over betalende kunne tage rundt og stemme dørklokker hos ikke-betalende.

Men tiden med pejlevognene satte sit præg selv efter afslutningen. Det tekniske apparatur var gemt af vejen. Ikke desto mindre fik de nye inspektører en leder med titlen pejle-koordinator!

Givtig kampagne
Licenskontorets største succes var kampagnen “Brevet” i september 1985.
Kontoret havde tidligere sendt breve ud til alle husstande i landet med en opfordring til at tilmelde sig, hvis man var sortseer.

Denne gang blev der kun sendt breve til husstande, der ikke var registreret i licenskontorets kartotek. Beboerne blev opfordret til at tilmelde sig, hvis der var fjernsyn eller radio i husstanden, så pejlevognsbesøg, efterbetaling og bøde kunne undgås

Samtidig indrykkede Licenskontoret store annoncer i dagbladene med teksten “Får du brevet?”

Efterfølgende kørte pejlevognene i fire uger.

Kampagnen kostede 4,8 millioner.

Et hav af mennesker tilmeldte sig, og licensbidragene fra de nytilmeldte løb op i 52 millioner.


Sms-nyheder koster ekstra

januar 4, 2007

Hvis man står med en licenspligtig mobiltelefon og tror man har betalt for at få nyheder via sms, tager man fejl, som det fremgår på DRs hjemmeside. På en af Ekstra Bladets blogs undrer man sig:

Det koster penge, ja som jeg opfatter det så skal jeg betale 2 gange for samme ydelse, er der nogen der har en god forklaring på det?

På DRs hjemmeside er der en forklaring på hvorfor det koster penge, det er for at tjenesten skal hvile i sig selv, være omkostnings neutral, dvs der bruges ikke licens penge til disse tjenester. Hvofor er det så lige at der skal opkræves Medielicens af en mobiltelefon?

Ved køb af licenspligtig mobiltelefon gælder cirka samme regler som for andre internetafhængige enheder, se kulturministeriets side. Men som nævnt giver retstilstanden pt ikke DR-Licens mulighed for at checke internetforbindelsen via sammenkøring af registre


Stop computerlicens

januar 2, 2007

Jeg har tilføjet et link til underskriftindsamlingen mod computerlicens. Egentlig mener jeg det er snævertsynet og kunstigt at lave en selvstændig kampagne, som tilgodeser unge mennesker med andre typer apparater end et traditionelt tv, men enhver der byder Big Brother trods, er værd at støtte.


Sortseere umulige at finde

januar 2, 2007

Gratisavisen Urban har idag en artikel fra Berlingske, hvor journalisten udspørger chefen for DR-Licens, Rikke Sloth. Det fremgår af artiklen at man skal have 256 kbit hastighed på sin internetforbindelse for at være licens-pligtig, og at dette slet ikke kan kontrolleres.

DR-Licens kan sammenkøre register med forhandlerne, men ikke med teleselskaberne. Lad os håbe denne retspraksis varer ved.

minuskontrol1


Fordelingspolitikken

januar 1, 2007

Denne post vil blive udbygget, men det skal antydningsvist nævnes at DRs licens-cirkus udover at være en manipulerende måde at opkræve skat på, er en gigantisk omfordelingsmekanisme, hvis resultat er at tage fra enlige og give til familier med flere indtægter. Licensen er nemlig per husstand, ikke per hoved eller per apparat.

kulturministeriets hjemmeside kan man se nogle af overvejelserne bag udformningen af licensen. Man kan også se nogle ganske interessante økonomiske konsekvensberegninger.


Når man køber tv

januar 1, 2007

Man skal enten undlade at opgive adresse, eller opgive adressen på nogen venner der betaler licens, f. eks. ens forældre. Alternativt et andet navn, som findes i krak. Normalt vil truslen om at købe et andet sted være rigeligt.


Hvad siger reglerne?

januar 1, 2007

familieadvokatens hjemmeside gives nogle praktiske oplysninger:

Du har ikke pligt til at lade kontrollen komme indenfor:

Licenskontoret kan ikke komme ind i en beboelse for at se, om der er tv, – selv ikke med fogedens bistand.

Du har ikke pligt til at lukke DR ind.

Oplysningen er dog 2 år gammel.

liberator kan man finde følgende:

Nu kan det jo være, at det er en rigtig tungnem Licens Lars, du har haft stående og palaverende udenfor din dør. Måske er han også en rigtig hidsigprop. Han ringer nu til politiet og fortæller harmdirrende og bedende om den forfærdelige ting, han lige har oplevet.

Politiet meddeler så denne tungnemme Licens Lars, at det er de fuldkommen ligeglade med, og at han i øvrigt gerne må holde op med at optage deres tid med den slags ligegyldigheder. Politiet ved nemlig godt, at de heller ikke kan gøre en snus ved det. Politiet har ikke adkomst til hjemmet på grundlag af en sag om
tv-licens.

Dertil skal der bruges en dommerkendelse.

Til det med dommerkendelsen er der kun én ting at sige … der kan ikke googles et eneste eksempel på, at en dommer har gidet give en kendelse til at undersøge en borger for, hvorvidt denne har et tv-apparat.

Der er ganske vist beskrevet ét eksempel på en dommerkendelse; men da havde borgeren truet Licens Lars med et gevær, og politiet kom med en dommerkendelse for at se geværet, der dog i mellemtiden var forsvundet – case closed.

Hovedprincippet er at nægte over for Danmarks Radio at man har TV, også selvom begge parter er overbeviste om at man har det. Som retstilstanden er idag, får de ikke adgang til boligen. Mht internetforbindelsen er det nok mere speget. Pt skal hastigheden på forbindelsen være over en vis størrelse, for at man regner det for muligt at tage signalerne. Spørgsmålet er så om internetudbyderen medvirker til at kontrollere borgeren for DR. Endnu er totalitarismen dog ikke kommet dertil, og man skal altså bare benægte overfor DR at man har en licenspligtig forbindelse, hvis man skulle blive spurgt.

DRs egen Spørg og Svar kan i øvrigt findes HER

Se evt. også piratgruppens debat